Minea Beha skaber sine malerier inspireret af farver & former i naturen, i omgivelser og sit indre univers. Hun henter megen inspiration ved at nyde andre kunstneres udtryk – og en enkelt nuance af en farve kan give inspiration til et helt maleri.
Begreber som farve, mæthed, lys, sanselighed, formgivning, leg, harmoni, fred, glæde og tilfredshed er nogen af de ting som fylder. Minea Beha maler både abstrakt, naturalistisk, lettere impressionistisk og blander også disse udtryk i sit eget univers.
Minea Beha maler med oliemaling primært med klare og rene farver eller med naturfarver samt guld, sølv, kobber og bronze og bruger pensel, svamp, spartel, hænderne eller maler direkte på billedet med malertuberne og ynder at iblande naturen via krystaller, skaller, tang, træ, fjer, sand mv. eller sjove ting som perler, glimmer, stof, papir, glas etc.
Minea Beha maler meget i serier, da hun tit ser malerierne som både selvstændige og sammenhængende billeder. Nogle af malerierne er skulpturmaleri, hvor hun bruger megen maling og hermed skaber form og udtryk på en måde, så maleriet bliver skulptureret.
Minea Beha fortæller:
Når jeg maler bliver jeg fuldstændig opslugt af at male og kan male i mange timer, ja gerne dagevis – faktisk kunne jeg nok male i månedsvis, hvis bare jeg havde tiden.
Når jeg arbejder, så har jeg det billede jeg maler, som et billede på min indre nethinde og somme tider er det utrolig svært at få nøjagtig det frem som jeg ser – andre gange er det legen let – men altid befriende, sjovt og når jeg er færdig med et maleri føler jeg en utrolig fryd, en ubegrænset glæde, lykke og stolthed, som beriger mit liv – derfor elsker jeg at male.
Jeg arbejder også med en digtsamling der hedder 'Farver i Lyset' som er under udarbejdelse og hører sammen med en del værker som jeg arbejder med.
|